Nørre Djurs Tidende

Fra Infomødet på Ørum Skole

Det hele startede i foråret 2016 da Norddjurs Kommune indkaldte til borgermøder omkring skolestrukturen. Her fremlagde den styregruppe som kommunalbestyrelsen havde nedsat deres analyse af folkeskoleområdet – herunder “… forslag, der kan sikre en mere robust og langsigtet finansiering af det samlede folkeskoleområde.” Og en del af disse forslag omhandlede en lukning af Ørum Skole.

Det fik en initiativgruppe til at indkalde byen til borgermøde på skolen den 3. maj 2016, hvor der blev diskuteret muligheder for at fremme synligheden af Distrikt Ørum i almindelighed og Ørum Skole i særdeleshed. På dette møde blev der nedsat en række forskellige arbejdsgrupper, som derefter brugte perioden hen over sommeren på at udarbejde ideer og initiativer der kunne skabe opmærksomhed omkring byen og skolen.

Infomøde på skolen den 27. oktober

Af de nedsatte arbejdsgrupper var der tre som er aktive og som på mødet fortalte om status og det videre arbejde. Det var grupperne:

Torben lagde ud med at fortælle om “stærk midte”. Grundlaget for gruppen var at udbrede arbejdet med bevarelsen af skolen til er samarbejde med Glesborg og dermed skabe en kommunal bevidsthed omkring behovet for en stærk midte i kommunen. Dette arbejde fortsætter.

Tina fortalte om de forskellige tiltag i forhold til kampagner for byen og distriktet. Der har været drøftet forskellige former for bannere og skilte, og gruppen er endt ud med et forslag til bannere der bliver opsat til foråret der reklamerer for byen som et aktivt sted, hvor det kan være attraktivt at flytte til. Udover bannere bliver der arbejdet på forslag om flyers og t-shirts der kan bruges til at skabe opmærksomhed omkring byen.

Kampagnegruppen har, som alle arbejdsgrupperne, brug for flere hænder. Så hvis du er interesseret i at hjælpe til kan du henvende dig til Tina på kragh2208@gmail.com – dette gælder i allerhøjeste grad også virksomheder der kunne have lyst til at sponsorere de forskellige tiltag.

Sidste gruppe var mediegruppen, og resultaterne af dens arbejde ser du på lige nu. Ørum Tidende er nemlig en direkte udleder af arbejdet omkring bevarelse af skolen.

Mediegruppen blev skabt med det formål at skabe forbindelse mellem de andre initiativer og de lokale medier – gennem pressemeddelelser, pressekontakt, fotografi etc., og den funktion har den stadig. Men for at kunne skabe endnu mere opmærksomhed omkring alt det som sker så skabte vi Ørum Tidende – vores eget medie, hvor alt der foregår i byen kan få omtale. Mediegruppens præsentation fra mødet ses i bunden af denne artikel.

Det videre arbejde

Mødet sluttede med en samtale om det fremtidige arbejde. For selvom der lige nu er erklæret fred på skoleområdet i Norddjurs Kommune, så er der nu kun et år til næste kommunalvalg – og derefter vil debatten åbne igen. Derfor opfordrede initiativgruppen til, at man stadig støtter aktivt op omkring skolen og lokalområdet – og at så mange som muligt melder sig til at deltage i arbejdet. For vi kommer ikke sovende til det.

Hvis du har lyst til at være med i arbejdet kan du starte i Facebook-gruppen “Distrikt Ørum – Vi lever“, hvor der løbende er informationer omkring de forskellige initiativer.