“Religion, populisme og nationalisme – hvad går det egentlig ud på?” Det spørgsmål forsøger ”Formiddagsuniversitetet” på Ørum Bibliotek at svare på torsdag den 2. november,hvor de har inviteret to eksperter til at fortælle om emnet.
Først fortæller Susi Meret fra Aalborg Universitet om populisme. De fleste kender nogle af navnene: UKIP i England, Podemos i Spanien og naturligvis Donald Trump i USA, men hvad er det egentlig, der er deres fælles kendetegn? Her nævner Susi Meret bl.a. emner som anti-elitisme og ideen om at politikken skal afspejle ”folkets vilje”. Populistisk politik hævder at være på folkets side mod f.eks. globaliseringen eller markedskræfterne.
Som sædvanligt i Formiddagsuniversitetet er det næste programpunkt en god frokost, leveret af Centercafeen i Ørum Aktivcenter.
Efter frokosten tager professor Uffe Østergaard fra CBS tråden op med sin forelæsning ”Religion og nationalisme i en globaliseret verden”.
”Indtil for ret få år siden regnede alle med at religion og nationalisme ville forsvinde i takt med at samfundene blev moderne”, fortæller Uffe Østergaard. ”Det har vist sig helt forkert. Menneskehedens åndelige behov ser ikke ud til at forsvinde med den globale modernisering og væksten i middelklasserne”. Både religion og nationalisme er i voldsom fremgang over det meste af jorden – også i Norden, hvor Uffe Østergaard mener, at vi overdriver sekularismens betydning.
Formiddagsuniversitetet er arrangeret i et samarbejde mellem Norddjurs Folkeuniversitet og Ørum Bibliotek.
Fakta
Hvor: Ørum Bibliotek, Skolebakken 43, 8586 Ørum
Hvornår: Torsdag den 2. november kl. 10-14
Pris: 200 kr. inkl. frokost og kaffe men eksklusiv andre drikkevarer
Tilmelding: Senest den 30. oktober på Ørum Bibliotek eller online på norddjursbib.dk
Yderligere oplysninger: Lars Jørn Larsen, tlf. 40226466
– Dette er en pressemeddelelse sendt til Nørre Djurs Tidende af Norddjurs Bibliotek. Hvis du har en historie / et arrangement eller andet som du ønsker bragt i Nørre Djurs Tidende så send det til os på noerredjurstidende@gmail.com