Nu med lyd – Nørre Djurs Tidende starter podcast

Det har lige fra starten ligget helt fast, at Nørre Djurs Tidende skulle være andet og mere end et website. Og nu knopskyder vi med det første projekt – nemlig podcasten: “Nørre Djurs Tidende”.

I den nye podcast fra Nørre Djurs Tidende er samtalen i fokus. Formålet er at komme ud og få sat stemmer på de mennesker, foreninger, virksomheder og sammenslutninger der gør en forskel i vores del af Norddjurs. Dem som har de gode ideer, dem som lægger de store indsatser eller dem som arbejder i kulissen. Dermed er podcasten ikke forskellig fra resten af Nørre Djurs Tidende – den har til formål at fortælle den gode historie om livet på landet. De historier som måske ikke bliver fortalt så mange andre steder.

Den første episode af podcasten finder du her – den handler om Rimsøhuset. Kommende episoder vil bringe os andre steder hen, og hvis du kender nogen eller noget der kunne være et godt emne, så skriv en mail på noerredjurstidende@gmail.com – alle tips er velkomne.

OK så – men hvordan lytter jeg?

Hvis du aldrig har hørt om podcasts før så er det nemt at komme igang med at lytte. En podcast er helt enkelt en radioudsendelse der bliver udsendt over internettet, og som du kan høre på din computer / telefon / tablet. For at kunne aflytte den skal man enten bruge sin browser og gå ind på hjemmesiden – eller du kan abonnere på podcasten gennem en podcast-app.

Hvis du abonnerer (og det er HELT gratis) så får du automatisk din podcast på telefon / tablet hver gang den udkommer. Men det kræver altså en lille indsats fra dig.

Hvis du har en iPhone eller iPad så laver Apple en app som ganske enkelt hedder Podcast (download her). Der kan du søge på Nørre Djurs Tidende og starte et abonnement. Du kan også gå direkte til Nørre Djurs Tidende på iTunes ved at klikke her – og starte dit abonnement i iTunes.

Har du en telefon eller tablet med Android-styresystemet er der flere at vælge imellem. Min personlige favorit er Pocket Casts, som godt nok koster lidt småpenge, men virkelig er god. Men der er som sagt mange andre – fx Stitcher der er gratis. Du finder Nørre Djurs Tidende på Stitcher her.

Du har også muligheden for at downloade podcasten som en MP3-fil direkte på hjemmesiden (klik på download lige under afspilleren for den enkelte episode).

Tak for at du lytter med ….

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.