Ørum – Indvielse af pyramiderne – fotoreportage

Det hører, alt andet lige, til sjældenhederne, at der bliver indviet pyramider på Djursland. Men torsdag den 26. oktober kunne der.

Helt tilbage ved opførelsen af Ørum Aktiv Center havde kunstneren Morten Skovmand foreslået opførelsen af to pyramider på parkeringspladsen foran, men det kom til at kræve flere omgange af planer, bevillinger og i sidste ende en kulturel hovedstad i Aarhus for at projektet omsider kunne blive til virkelighed.

Hele historien om pyramiderne skal ikke gentages her – den kan høres i Nørre Djurs Podcast episode 2, der indeholder et interview med Morten Skovmand om projektet. Men her til eftermiddag kulminerede projektet med en indvielse med taler af borgmester Jan Petersen, kulturudvalgsformand Else Søimark, formand for Ørum Aktiv Centers bestyrelse Louise Høyer og naturligvis kunstneren bag pyramiderne Morten Skovmand.

Det blev understreget i de mange taler, at pyramiderne er skabt til at blive brugt. Til at sidde på, stå på eller fejre en sejr i hallen. Eller, som i dag, som scene for Ørum Skoles mindste klasser der indviede kunstværkerne med en sang!

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.