Fjellerup, Bønnerup og Gjerrild – Så er det sæson for byfesterne!

Det er sommer, det er sol og det er flere dage i træk. De traditionsrige byfester i Fjellerup, Bønnerup og Gjerrild er over os, og programmerne ligger klar. Vi giver dig en hurtig oversigt over hvad, hvor og hvornår.

Fjellerup – Sportsweekend

Sæsonen starter i Fjellerup, hvor sportsweekenden fylder pinsen ud fra fredag den 2. juni til søndag den 4. Allerede titlen antyder, hvad det er som er særligt ved Fjellerups byfest. Nemlig et fokus på sporten, uden at det skal overskygge muligheden for grillmad, fadøl og musik i teltet. De sportslige aktiviteter er blandt andet krolf, vejfodbold, off-road med fjernstyrede biler og havetraktortræk. Musikalsk er det Peter Vildmand der er hovednavnet – og festen kulminerer søndag med Kobanko! Og hvis du ikke ved, hvad kobanko er … tja så må du hellere tage en tur til Fjellerup og opleve det.

Link til program for sportsweekenden.

Gjerrild – Kram Rock Jazz

I Gjerrild er det weekenden fra 23. til 25. juni der står i byfestens tegn. Her er fokus i høj grad på musikken og det store kræmmermarked, hvor der er rig mulighed for at gøre en god handel (og sikkert også til at blive snydt så vandet driver). Der er stadig en del af programmet som ikke er offentliggjort endnu – men hovednavnet i år er Nikolaj og Piloterne der spiller lørdag kl. 20 – og Djurslands Spillemændene der giver deres traditionsrige optræden søndag. Udover det naturligvis også grillmad, fadøl – og en fodboldturnering “Gjerrild Open”.

Se hele programmet her.

Bønnerup – Havnefest

Og så er sommerferien begyndt. Anden weekend i Juli byder, som sædvanligt, på havnefesten i Bønnerup – i år den 6., 7., 8. og 9. juli. Kræmmermarked, grillmad, fadøl og masser af musik på havnekajen i Bønnerup. Hovednavnet er Tørfisk – øvrige offentliggjorte navne er Hvide Løgne, Black Velvet Band, Madam Blå og Poprockerne, Kukke Smart Band og Go’ Weekend Jam Band.

Link til program her.

God fornøjelse. Skulle vi have overset en byfest – så skriv til redaktionen på noerredjurstidende@gmail.com 

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.