Hør om evolutionen på Ørum Bibliotek 31. januar

Det er over 150 år siden at Charles Darwin udgav værket “Arternes Oprindelse”, og fremsatte teorien om at mennesket ikke er skabt i Guds billede, men at livet udvikler sig på grund af ydre påvirkninger. Det var en temmelig revolutionerende tanke på det tidspunkt. En gentænkning af, hvad mennesket var. Og det er derfor at bibliotekerne under temaet “Rethink” sætter fokus på Darwin og evolutionen.


Karikatur af Darwin som abe fra 1871 (billede fra WikiMedia Commons - Public Domain)
Karikatur af Darwin som abe fra 1871 (billede fra WikiMedia Commons – Public Domain)

Vi kan ligeså godt vænne os til ordet “Rethink”, for det er temaet for Aarhus som kulturhovedstad – og det er Norddjurs kommune en del af. Dermed også os i Distrikt Ørum. I det næste år kan vi forvente en bred vifte af arrangementer med gentænkning som overordnet tema. I Ørum lægger vi således ud på tirsdag, den 31. januar, med et foredrag om “Arternes Oprindelse”, Charles Darwin og den betydning han har haft for synet på mennesket.

Først vil biolog, Jan Gruwier Larsen, fortælle om de grundlæggende principper i Darwins evolutionsteori. Herefter vil Jan Gruwier Larsen og bibliotekets litteraturformidler, Thomas Olesen, fortælle om nogle af de rystende – og suverænt gode – bøger, som behandler evolutionen og dens vidtrækkende konsekvenser for vores selvforståelse. Der anbefales både fag- og skønlitterære værker.

Tilmelding til arrangementet er ikke nødvendig, det er gratis at deltage, og, ikke uvæsentligt, er der kaffe og kage!

Det foregår tirsdag den 31. januar på Ørum Bibliotek fra 19:00-20.30 … og hvis man ikke kan nå det, så bliver det gentaget på Ørsted Bibliotek dagen efter.

Yderligere arrangementer

Som nævnt er arrangementet på Ørum og Ørsted Biblioteker ikke det eneste som bibliotekerne laver med evolutionen som tema. Udover de to aftener er der planlagt:

  • Hvorfor er du så elendigt konstrueret? Foredrag med biolog, Jan Gruwier Larsen, om evolutionens spor. For 8-9. klasse – Ørum Skole d. 2/2
  • Skrivekonkurrence om Evolution – for børn i alle aldre. Skriv en historie på maks. 2 sider om livet på jorden om en million år. Ørum Bibliotek Afleveringsfrist d. 19/2
  • En Mærkelig Fisk. Vandreudstilling. Kunstneren Malene Kyed udstiller værker, der med blyant og raderingsnål viser evolutionens vilde og tilfældige ageren. Udstillingen vises på bibliotekerne i Ørum i februar, Auning i marts, Ørsted april og Grenaa i maj

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.