Fjellerup og Bønnerup – Broen over Sorteå er åbnet

Nordkysstien mellem Bønnerup og Fjellerup er i forvejen en af de smukkeste vandreture i området. Men i sommerferien ligner den ikke helt sig selv. Nu er den nemlig også blevet til en kunstudstilling.

Fredag den 30. juni var der åbning på kunstprojektet “Broen over Sorteå” – et projekt der har til formål at binde Bønnerup og Fjellerup sammen gennem kunst og kultur. En lang række lokale kunstnere har bidraget med værker på strækningen – fra etablerede lokale navne til fx Fjellerup Børnehaves børn.

Åbningen af projektet fandt sted ved udmundingen af Sorteå, hvor den nye bro skulle indvies. Og opbakningen til projektet var stort. På trods af den lange vandretur og det elendige sommervejr var der fyldt op i det lille telt stillet op til lejligheden.

Og jeg tror helt ærligt ikke, at det var talerne eller forfriskningerne der havde tiltrukket folk. Det var selve projektet der fik dem til at trodse elementerne. Der var en stolthed i luften, som da en af “Fjellerups Seje Sild” kom og spurgte mig om jeg havde set deres Bifrostbænk. En glæde ved at projektet lykkedes og man nu kunne stå der og være en del af kulturhovedstaden.

Nej – det er ikke spektakulært som Sculptures by the Sea i Aarhus. Det er mere underspillet og passer ind i den natur som det er en del af. Kunsten overdøver ikke Kattegat, og det ville også være svært. Stien bliver til en opdagelsesrejse, hvor man pludselig opdager Jeannette Maria Munch Kærs ansigter malet på sten eller Boris Bøhls havørn i træ. Det er et projekt som passer til det sted det er skabt. Nemlig her hos os.

Se præsentationsvideo om projektet under billederne.

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.