Gjerrild – Patti Smith 18. august – reportage og gallerier

Fredag den 18. august var Sostrup Slot vært for koncert med det amerikanske rock-ikon Patti Smith. Det blev en af de aftener, som ikke bliver glemt lige med det første.

Der kan næppe være mange af koncertgængerne denne aften, som ikke havde brugt en del af ugen på at skæve til vejrudsigten. Fire dage før koncerten lovede en del prognoser decideret skybrud på 52mm og vi var nok flere, mig selv inklusiv, som pludselig fik meget travlt med at anskaffe godt regntøj og solide støvler. Men i løbet af ugen blev de mere og mere positive – og i køen på  vej ind til koncerten kunne jeg da også høre en kvinde der sagde til sin veninde: “Jeg har allerede fortrudt, at jeg har de her gummistøvler på”. Det kunne hun også sagtens være – for det holdt fuldstændig tørt.

Indenfor porten på Sostrup var gårdspladsen omdannet til koncert. Snorlige stolerækker, fristende madboder og adskillige barer var klar til at modtage gæsterne, og på en eller anden måde lykkedes det at få 5000 mennesker til at være der uden at det på noget tidspunkt føltes klemt eller kaotisk. Nogen vil sikkert indvende, at madkøen var lang. Og det var den også. Om det var en undervurdering af, hvor mange der gerne ville have umami burger, fish’n’chips eller gourmet hotdogs er svært at sige – men lang var ventetiden i hvert tilfælde. Men på den anden side. De fleste ankom 1½ time før koncerten, så det at skulle bruge tid i køen er vel også en måde at få tiden til at gå.

Efterhånden fandt de fleste ind på deres pladser, og klokken 19 præcis gik Kirsten Bundgaard Swift, ejer af Sostrup Slot, på scenen for at byde velkommen. “Dette er den første af vores open air koncerter. Vi håber der kommer mange flere!” sagde hun, og uden at foregribe slutningen på denne artikel, så håber jeg virkelig at hun får ret i det.

Som opvarmning til hovednavnet indtog Annisette scenen med sit tre-mands band, og fik demonstreret at der stadig er masser af stemme, kraft og meninger i Savage Rose sangerinden. Det er ofte et lidt utaknemmeligt job, at skulle varme op – men Annisette udfyldte rollen med autoritet.

Men ligemeget, hvor god Annisette var så var hun ikke årsagen til at vi havde fundet til Sostrup fra nær, og især, fjern. Det her var Patti Smiths aften.

Til mange koncerter er den musik der bliver spillet på anlægget før koncerten ret ligegyldigt. Et mix af lydmandens personlige favoritter og lidt af tidens hits. Men udvalget her var ikke tilfældigt. Her stod det på punk og rockikoner som The Clash, The Stooges, Velvet Underground, Ramones med flere. Patti Smith bliver ofte omtalt som “Punkens Gudmor”. Så må det have været hendes gudbørn som blev spillet mens vi ventede.

Og så kom det. Øjeblikket hvor den nu 70-årige Patti Smith indtog scenen. Iklædt ikonisk sort jakke, sorte bukser, vest og hvid t-shirt gik hun stilfærdigt hen til mikrofonen og åbnede med den afdæmpede “Wing”og fik stilheden til at sænke sig over stolerækkerne.

Det er 42 år siden, at Patti Smith udsendte sin debutplade, og i alt er det blevet til 11 studiealbums i den tid. Så der er en del af plukke af, og kunsten for en koncert som denne er at udvælge en række numre der klær hinanden og som virker som en naturlig progression frem mod et højdepunkt.

Den første del af koncerten var relativt afdæmpet. “Dancing Barefoot”, “Ghost Dance” og “My Blakean Year” lagde en andægtig stemning frem mod en coverversion af U2s “Mothers of the disappeared”. Og så skete der noget, som bevidste at det her ikke skulle være den kreative klasses svar på Syng med Charlie. Med “Tarkovsky (the second stop is jupiter)” steg intensiteten på alle fronter. Musikken blev strammet op, Patti Smiths stemme blev skarpere og mere insisterende – og overgangen til “Beneath the Southern Cross” blev samtidig varslingen af, at nu var det tid til noget rock.

Og rock kom der. Men først uden at Patti Smith selv var med. Hun forlod scenen og gav bandet lov til for alvor at skrue op for guitarstøjen med en stram og solid cover af Neil Youngs “Rockin in the free world” og Patti Smith vendte tilbage til scenen.

Indtil dette øjeblik havde sikkerhedsfolkene haft travlt med at få folk til at blive siddende på pladserne. Men efter den afdæmpede “Peaceable Kingdom” blev tonerne slået an til “Summer Cannibals” og med et diskret tegn med hånden gjorde aftenens hovedperson det klart, at nu var det slut med andægtighed og at sikkerhedsvagterne godt måtte lade folk komme tættere på. Publikum strømmede op mod scenen og skrålede begejstret med på “Because the night” og frem mod det forventede højdepunkt, nemlig “Gloria” fra debuten “Horses” fra 1975.

G-L-O-R-IAAAAAAAA gjaldede det ud i tusmørket bag scenen og lige i det øjeblik var lange madkøer, forventet trafikkaos, emsig security og alt muligt andet fuldstændig ligegyldigt. Patti Smith stod på scenen foran slottet som den punkens ypperpræstinde hun er og messede: “Jesus died for somebodys sins … but not mine” – og hendes menighed var parat til at følge hende hvor som helst.

Patti Smith forlod scenen og blev klappet tilbage til ekstranumre – en fællessangsversion af Elvis’ “Cant help falling in love” og programerklæringen “People have the power”, som afsluttede en forrygende aften med at give os den kollektive følelse af at kunne gøre en forskel.

Patti Smith på Sostrup slot beviste flere ting. Beviste at man godt kan være 70 uden at være gammel. Bevist at rocken kan skabe samhørighed. Og bevist, at vi herude på landet godt kan levere store oplevelser der gør en forskel. Jeg håber, med Kirsten Bundgaard Swifts ord, at dette bare var den første af mange open air koncerter på Sostrup.

That the people / have the power 
To redeem / the work of fools 
Upon the meek / the graces shower 
It’s decreed / the people rule 

Foto: Adam Bindslev