Juleafslutning i AC Norddjurs – reportage og billeder

Julemusikken gjaldede ud over salen i Ørum Aktivcenter og der var fyldt med børn der legede, løb, sprang, kravlede og pjattede da AC Norddjurs holdt juleafslutning den 10. december.

Nogen gange er den bedste plan næsten ikke at have nogen. At give mulighed for fri leg og udfoldelse – og kunne tilbyde rummet til det. Sådan var det i den første time af juleafslutningen, hvor gæsterne strømmede til og de mange redskaber blev flittigt brugt mens langsiden blev fyldt med forældre og bedsteforældre der holdt øje med børnene, talte sammen og nød bare at være til stede. Hjælpenisser fra AC Norddjurs holdt et vågent øje børnene … og julemanden gik omkring for at byde velkommen. Det kunne ikke blive meget mere julet.

Og så blev der budt op til dans. Rundt om juletræet gik det, og børn og voksne travede med. Det kan godt være der er 14 dage til jul, men lige der føltes det som om den allerede var der. En følelse der bestemt ikke blev mindre af duften af æbleskiver som afsluttede arrangementet. Så var vi alle klar til juleaften ….

Se billederne fra arrangementet herunder (klik på billedet for at se det i stor størrelse) – og se endnu flere ind på AC Norddjurs Hjemmeside

Ørum Tidende rykker gerne ud og laver reportage fra arrangementer i Distrikt Ørum. Men det kræver, at vi ved at de findes. Så hvis du er arrangør eller blot kender til et arrangement der kunne bruge lidt omtale – så skriv til os på oerumtidende@gmail.com – vi lover ikke at vi kan dække alt. Men vi lover at vi vil forsøge. For det er gennem historier som disse, at vi kan fortælle om livet i Distrikt Ørum. Vi arbejder alle ulønnet og frivilligt – fordi vi virkelig godt kan lide det, og fordi vi synes det er vigtigt.

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.