Fredagskage – Klatkagevafler

Selvom det ikke er december mere, kan man sagtens spise risengrød og så er det også verdens nemmeste aftensmad. Vi laver altid rigeligt, for det er ikke alle der er lige begejstrede for risengrød til aftensmad, men vi er enige om at klatkager dagen efter er et stort hit. Jeg er bare altid så dårlig til at lave dem, fordi jeg ingen tålmodighed har, og bliver de vendt for tidligt, knækker de og bliver en smatkage i stedet for. Derfor synes jeg det var genialt, da jeg så nogle havde fundet på at putte dem i et vaffeljern. Klatkager er gode, vafler er lækre, derfor er klatkagevafler en total win-win situation!

Har du en yndlingsopskrift på klatkager, bruger du bare den og putter den i vaffeljernet. Der findes mange forskellige og med mange forskellige krydderier og smage i, som f.eks. kardemomme, citronskal osv. Jeg er mest til en helt old school opskrift, der er lidt tung i det, men det er jo en smagssag.

Ingredienser til ca. 4 vafler

  • 200 g risengrød
  • 1 spsk mel
  • 1 spsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 1 æg
  • 1 tsk vaniljesukker
  • Revet skal af en øko citron (kan udelades)

Fremgangsmåde:

Rør risengrøden med de øvrige ingredienser. Pensl vaffeljernet med lidt smeltet smør. Kom en skefuld dej på og fordel det lidt. Luk og vent nogle minutter. Løft forsigtigt låget op. Er den ikke helt færdig flækker den ligesom på langs, så mærk efter om den giver slip. Spis dem straks eller lad dem afkøle lidt på en rist. Vi spiser dem helt klassisk med sukker, syltetøj, sirup eller en klat smør. Men her er det jo kun fantasien der sætter grænser. Denne opskrift er lidt tung i det. Man kan tilsætte mindre mel, eller dele ægget og piske hviderne stive og vende dem i, for en mere luftig udgave.

Kathrine Jun Larsen

Jeg bor på Ørbækgaard sammen med min mand og vores tre børn. Arbejder til dagligt som specialskolelærer på Djurslandsskolen i Ørum. Er vild med at bage og lave alt der smager godt, at strikke og stå på ski.