Bageopskrift – friskbagte boller til morgen og sandwich

At vågne til duften af frisk bagværk er noget helt særligt, og her er den opskrift jeg bruger for at kunne servere frisk morgenbrød til familien – og endda have sandwichboller til madpakken i samme ombæring.

Tidligere gjorde jeg nogen gange det, at jeg lod nogle boller stå og hæve natten over for så at sætte dem i ovnen om morgenen. Men så gik det op for mig at min ovn, som de fleste moderne ovne, har mulighed for at lave en tidsindstilling så den starter på et bestemt tidspunkt. Vi har haft ovnen i 10 år, men jeg har bare aldrig haft brug for den feature. Men til morgenbrød er det intet mindre end genialt.

Derfor gik jeg igang med at eksperimentere, for at finde en opskrift der hæver lige tilpas ved stuetemperatur i løbet af en nat. Tricket her er dels at bruge meget mindre gær – og så kombinere med nogle meltyper som har lidt ringere hæveevne. Bonus ved det er, at man får et voldsomt aromatisk brød med en sej krumme.

I denne her opskrift bruger jeg durumhvede, fordi jeg virkelig holder af den gyldne farve og den gode struktur det giver. Men andre meltyper kan også anvendes – fx spelt eller fuldkornshvedemel. Prøv dig frem og find den kombination som dur for dig. Men hvis du laver dem med udelukkende hvidt hvedemel skal du sætte gærmængden endnu mere ned.

Opskriften her er til en mængde der kan give 8 boller, 4 sandwichboller eller (som jeg plejer at gøre) 2 sandwichboller og 4 boller

  • 10g gær
  • 2 spsk honning (flydende er nemmest)
  • 2 dl vand
  • 200g durumhvedemel
  • 200g hvidt hvedemel
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Gæren opløses i et par spsk lunkent vand tilsat honningen
  2. De øvrige ingredienser tilsættes det opløste gær – start med vandet og tilsæt derefter durumhvede og salt – slut med det hvide hvedemel
  3. Ælt ingredienserne grundigt sammen – enten i hånden eller på røremaskine – i mindst 5 minutter. Tilsæt mere hvedemel, hvis dejen er for våd. Dejen skal være elastisk og slippe skål, hånd og/eller bord. Men undlad at tilsætte så meget mel at den bliver tør og uelastisk
  4. Hvis du vil lave 2 sandwich + 4 morgenboller så del først dejen i to – og del så den ene halvdel til to store boller og den anden halvdel til fire mindre
  5. Sandwichbollerne trykkes flade og lægges på pladen. Bollerne rulles til kugler. Sæt dem på en bageplade.
  6. Hvis du har en ovn med tidsindstilling: Indstil ovnen så den starter ca 25 minutter før bollerne skal serveres. Sæt den til at varme op til 230 grader. Sæt pladen i ovnen og gå i seng.
  7. Hvis du ikke har en ovn med tidsindstilling: Sæt bollerne på køkkenbordet for at hæve natten over. Stå op i god tid og tænd ovnen på 230 grader og sæt bollerne ind.
  8. Bag i 25-30 minutter

Bollerne vil flyde lidt ud på pladen i løbet af natten i ovnen, så de bliver temmelig flade. Men det er sådan set kun en fordel hvis man vil bruge dem til sandwich.

God fornøjelse – og god weekend.

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.