Bøger, inspiration, kaffe og kage til bogcafe på Ørum Bibliotek 28/3

Der er noget ganske særligt ved at læse en god bog. At forsvinde ind i handlingen og glemme hverdagen for en stund. Men det kan være svært at finde en god bog – og det vil Ørum Bibliotek gerne hjælpe dig med. Derfor er der Bogcafe på tirsdag kl. 16.

På bogcafeen vil bibliotekarer fra Norddjurs Biblioteker præsentere 15 gode bøger udgivet i 2015 eller 2016 indenfor forskellige genrer. Bøger som de selv har læst, og gerne vil anbefale til andre.

Bogcafeen er en mulighed for dig der måske ikke læser så meget til at blive inspireret og komme igang – og for dig der læser meget til måske at blive opmærksom på bøger du ikke kendte.

Lokal forfatter

Udover præsentationen af de 15 bøger er der til arrangementet mulighed for at møde forfatteren Steen Lassen fra Fjellerup der sidste år debuterede med kriminalromanen “Du skylder et liv” – en roman der foregår netop i Fjellerup, og som er første del af en serie. Steen Lassen vil fortælle om romanen og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Det koster ikke noget at deltage i bogcafeen – og det kræver heller ikke tilmelding. Bare mød op på Ørum  Bibliotek kl 16.00 den 28/3 2017 til bøger, hygge, kaffe og kage.

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.