Sogneindsamling 2017 – kom og vær med 12. marts

Søndag den 12. marts går over 20.000 frivillige på gaden over hele landet for at samle ind til verdens fattige i den årlige “Sogneindsamling”. Her i Ørum er der også mulighed for at komme ud og gå.

De indsamlede penge går til nogle af verdens allerfattigste og mennesker i nød ud fra princippet ’hjælp til selvhjælp’. Folkekirkens Nødhjælp arbejder i 24 lande med katastrofehjælp, minerydning, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling. At være indsamler er en mulighed for at gøre en forskel – og det tager kun 4 timer. På den tid kan du samle penge nok ind til at Folkekirkens Nødhjælp, ifølge deres egen side, at give 30 børn mad i en måned eller give fem familier køkkenhaver der giver dem mulighed for at brødføde sig selv.

“Det er en god mulighed for at gøre noget lokalt, og samtidig støtte mennesker i nød. Vi er en del af en større verden, og ved at arbejde lokalt kan vi støtte globalt. Og så er det endda også god motion for dem som deltager”, udtaler koordinator Gunner Thode Nielsen til Ørum Tidende. “De sidste år har vi indsamlet mellem 8000 og 11000 – og det har været med 6-8 indsamlere. Hvis der kommer flere til kan vi dække et meget større område.”

Du kan melde dig som indsamler til:

Gunner Thode Nielsen, Mail: thode@nrdn.dk

Tlf. 8638 1516 eller 5237 3130

Indsamlingsstedet er fra Vestervangsvej 4, Ørum Djurs, og det varer fra 10 til 14. Indsamlingen omfatter Ørum, Stenvad og Ginnerup sogne.

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.